Hvad er en enkeltseng?
Begrebet ’enkeltseng’ eller ’enkeltmandsseng’ dækker over en lang række forskellige sengeløsninger, som har det til fælles, at de passer til en enkelt person. Størrelsen på en enkeltseng skal således passe med, at en enkelt person kan ligge behageligt og komfortabelt i sengen.
Blandt de mest populære sengeløsninger indenfor enkeltsenge findes boxmadrasser, elevationssenge, køjesenge og andre børnesenge. Det er også muligt at sammensætte sin egen seng med en traditionel sengeramme eller bygge sengen selv – f.eks. med brugte paller eller lignende.
Enkeltsengens størrelse
Hvor meget plads har du brug for? Den mest klassiske sengestørrelse for en enkeltseng er 90×200 cm. Ønsker du enten en smallere eller en bredere model, så fremstiller nogle producenter også enkeltmands-senge i målene 70×200, 80×200 og 100×200 cm. Er sengens bredde over 100 cm, kaldes modellen gerne for en trekvartseng eller halvandenmandsseng.
Det er naturligvis vigtigt at overveje sengens mål, inden du beslutter dig for at købe en specifik model. Sengens mål skal først og fremmest passe til den ønskede placering i hjemmet, men størrelsen skal også passe til den person, som skal ligge i sengen.
Der kan være flere fordele ved at vælge en seng i en standardstørrelse. Udvalget er som regel større, ligesom prisen er lavere. Herudover er det lettere at finde en ny madras i standardmål, når den gamle engang trænger til udskiftning.
70, 80, 90 eller 100 cm
Mange mennesker foretrækker en stor seng, hvor der er plads til at brede sig. Det er derfor ikke unormalt at vælge en trekvartseng (eller en dobbeltseng), selvom den kun skal benyttes af én person. Det er dog ikke altid at der er plads til den største og mest indbydende sengeløsning. Derfor må man prioritere. Hvad foretrækker du – en bred seng eller mere plads i dit soveværelse?
Uanset om du vælger en seng med en bredde på 70, 80, 90 eller 100 cm, så vænner du dig sandsynligvis hurtigt til den valgte størrelse.
Enkeltseng 70×200
Enkeltsengen med en bredde på 70 cm er en meget smal sengeløsning, som kan være anvendelig på små og kompakte værelser. Det er langt fra alle sengetyper, der findes i dette komprimerede mål, som er 20 cm smallere end standardmålet for en enkeltseng.
En 70×200 seng egner sig bedst til børn, eller til situationer hvor sengen primært skal benyttes i kortere perioder – eksempelvis som gæsteseng.
Enkeltseng 80×200
Vælger du en seng med en bredde på 80 cm, får du en behagelig liggeflade, som er 10 cm smallere end den traditionelle enkeltseng. Størrelsen på 80×200 er et standardmål, som du finder hos mange af de populære sengeforhandlere – bl.a. hos Bedre Nætter.
Sengemålet er oplagt for dig der ønsker en kompakt seng, der ikke optager for meget plads i rummet. Når du først har vænnet dig til en liggeflade på 80×200 cm, vil du sandsynligvis ikke savne den manglende plads.
Enkeltseng 90×200
Sengemålet 90×200 cm er det klassiske mål for en enkeltseng og derfor et oplagt valg, hvis du ønsker en behagelig og indbydende liggeflade. Ved at vælge netop dette sengemål, finder du et stort udvalg af senge af forskellig type. Desuden passer mange lagner, topmadrasser m.v. til senge i netop denne størrelse.
Enkeltseng 100×200
Ønsker du en enkeltseng med ekstra bredde, så er det måske en 100×200-model, du skal kigge efter. Med en bredde på 100 cm får du lidt ekstra plads at bredde dig på i forhold til standardmålet for en enkeltseng, hvilket naturligvis kan være meget behageligt.
Der er ikke så mange forhandlere, som fører sengemålet på 100×200 cm, og det kan derfor være en udfordring at finde frem til den perfekte seng i netop denne størrelse. Du kan dog f.eks. vælge Plan-sengen fra Auping med en bredde på 100 cm.
Enmands-seng med ekstra længde
En normal seng måler gerne 200 cm i længden, men ønsker du en længere seng, så fremstilles mange enmands-senge også med ekstra længde. En seng med ekstra længde måler typisk 210 cm i længden frem for de traditionelle 200 cm.
Er du en høj person, så kan det være en god idé at vælge en seng med ekstra længde. Den ekstra længde hjælper til, at du får en behagelig liggeflade, hvor det ikke føles som om, dine fødder rager ud over sengekanten.
Når du vælger en enkelt-seng med ekstra længde frem for et standardmål på 90×200 cm, skal du selvfølgelig være opmærksom på, at udvalget af madrasser ikke er helt lige så stort. Heldigvis fremstiller mange af de populære producenter også gode og ergonomiske madrasser med ekstra længde.
Dobbeltseng eller to enkeltsenge
Der kan være flere grunde til at vælge to enkeltsenge frem for en dobbeltseng. Det kan f.eks. skyldes indretningsmulighederne i soveværelset, som ikke giver plads til en stor dobbeltseng, men det kan også skyldes et oprigtigt ønske om at have hver sin seng.
Vælger du at anskaffe to boxmadrasser – f.eks. i standardmålet 90×200 cm – så kan du senere vælge at sætte dem sammen til en stor dobbeltseng, hvis denne lyst / mulighed skulle opstå i fremtiden. Her ville du blot skulle investere i en bred topmadras (180×200 cm), hvorefter du har en dejlig og indbydende dobbeltseng.
Enkeltseng: Forskellige typer
Nedenfor kan du læse mere om nogle af de mest populære typer indenfor enkeltsenge.
Boxmadras som enkeltseng
Boxmadrassen er en populær løsning, når det gælder enkeltsenge. En boxmadras er nemlig både prisvenlig og komfortabel, og så har den som regel et enkelt og neutralt udseende.
Madrassen er gerne opbygget med kraftige fjedre, som er monteret i en solid træramme. Herefter er madrassen polstret med skum og betrukket med et kraftigt og indbydende tekstil. Normalt suppleres boxmadrassen af en topmadras, som skaber en behagelig og praktisk afrunding på sengen.
Boxmadrasser findes i mange forskellige størrelser, og du kan således nemt finde en størrelse, der passer til dit behov. Skulle du på et senere tidspunkt få behov for en dobbeltseng, så er det nemt at ’udvide’ ved at købe endnu en boxmadras samt en stor topmadras, som kan dække begge madrasser.
Lægger du en ydermere en springmadras ovenpå boxmadrassen, har du i praksis en kontinentalseng.
Elevationsseng
En elevationsseng er en særlig sengetype, hvor det er muligt at hæve sengens hoved- og fodende til en behagelig position. På denne måde er elevationssengen oplagt, hvis du gerne vil læse / se fjernsyn i sengen, eller hvis du har brug for at slappe af. Ved at hæve sengens fodende, kan fødder og underben bringes op over hjertehøjde, hvilket kan bidrage positivt til blodcirkulationen.
En seng med elevation er i sit udgangspunkt ofte en enmandsseng, selvom man naturligvis sagtens kan placere to elevationssenge ved siden af hinanden. For at støtte op om fornemmelsen af at have en dobbeltseng kan man eventuelt placere en bred sengegavl bag de to senge.
Eftersom de to elevationssenge skal kunne hæves og sænkes uafhængigt af hinanden, er det ikke hensigtsmæssigt med en stor, fælles madras. Der findes dog særlige topmadrasser til dobbeltsenge, som er samlet på midten.
Børneseng
Tremmeseng, højseng, køjeseng, udtræksseng. Det findes mange forskellige typer enkeltsenge til børn, og fælles for langt de fleste er, at de består af en solid bund / ramme og en løs madras. Mange børnesenge er fremstillet ved brug af MDF-plader, men bunden kan også bestå af lameller.
Højseng
En højseng er i mange tilfælde det perfekte valg til børneværelset, da den giver mulighed for at udnytte pladsen optimalt. En højseng kan være udformet på flere forskellige måder, men består som regel af en enkeltseng, som er hævet et godt stykke over gulvet. Under sengen bliver der således plads til fx skrivebord, legeområde eller opbevaring.
Køjeseng
En køjeseng er det ideelle valg, hvis to børn skal sove på samme værelse – enten derhjemme eller i sommerhuset. Der findes naturligvis også køjesenge, som kan benyttes af voksne.
En klassisk køjeseng har gerne en liggeflade på 90×200 cm, hvilket svarer til en almindelig enkeltseng, men det er også muligt at finde smallere og bredere udgaver. Ydermere ser vi også ofte den kortere 90×160-variant af køjesengen.
Det smarte ved en køjeseng er selvfølgelig, at du får to sovepladser, selvom sengen blot optager den samme kvadratmeter-plads som én seng. Du kan dermed udnytte pladsen optimalt på børne- eller soveværelset.
Det er også genialt at vælge køjesengen til det lille soveværelse i sommerhuset. Køjesengen er desuden oplagt, når der kommer overnattende legekammerater.
Udtræksseng
En udtræksseng er en særlig type enkeltseng til børn, som kan justeres i længden. På denne måde kan sengen udvides i takt med, at barnet vokser. Nogle senge med udtræk kan trækkes ud til en længde på 200 cm og kan således benyttes gennem hele barndommen.
Udtrækssengens justerbare bund og sider gør det muligt at øge eller mindske længden efter behov. I den tidlige barndom er det skønt med en lille og tryg seng, som fylder minimalt på børneværelset. Efterhånden som tiden går, og barnet vokser, kan sengen trækkes ud. Der skal naturligvis investeres i en større madras, efterhånden som sengen trækkes længere ud.
“Udtræksseng” kan også betyde en enkeltseng med en ekstra seng. Dvs. en enkeltseng, hvor du kan trække en “ny seng” ud i bredden. Sådan en sengetype egner sig ligeledes godt til børn, da de gør det nemt at skabe en ekstra sengeplads, når der er en ven på besøg.
Enkeltseng med sengehest
Er du på udkig efter en enkeltseng til børneværelset, så kan det være en god idé at vælge en model med sengehest, så barnet ikke falder ud af sengen i løbet af natten.
Det er muligt at montere en sengehest på mange børnesenge. Selvom der ikke er tale om en høj seng, kan sengehesten give en god ekstra tryghed og sikkerhed.
Klassisk sengeramme
Selvom den klassiske sengeramme er faldet i popularitet til fordel for boxmadrasser og elevationssenge, så er det bestemt en mulighed at vælge denne løsning.
En sengeramme er som regel fremstillet i træ eller metal og er gerne forsynet med lameller eller fjedre som bund. Ovenpå sengebunden kan du placere en springmadras eller skummadras efter eget ønske. Du kan således nemt sammensætte en indbydende seng, der kan sikre dig en god nats søvn.
En sengeramme går også tit under navnet sengestel.
Hvad skal du overveje, når du køber en enkeltseng?
Der er naturligvis flere aspekter du bør overveje, inden du beslutter hvilken seng, du skal anskaffe. Første og fremmest er der sengens praktiske egenskaber: Hvor meget må den fylde, og hvor meget liggeplads har du selv brug for?
Tænk også over sengens højde. En høj seng kan være lettere at komme til end en lav seng – særligt hvis du har motoriske vanskeligheder.
Overvej også hvilken madras, der kan benyttes i sengen. Kan du vælge en komfortabel madras, som giver dig mulighed for at sove godt og behageligt? En god nats søvn er som regel vigtigere end sengens udseende, men det betyder selvfølgelig ikke, at senges udseende er uden betydning.
Når du skal købe en ny seng, er det en fordel, at sengen tager sig godt ud i dit soveværelse. Tænk over hvilke farver og materialer, der vil passe ind i rummet. Du kan også overveje at pynte din seng med et flot sengetæppe.
Til slut er det også værd at overveje sengens fremtidsaspekter. Hvor længde forventer du at kunne bruge sengen? Skal enkeltsengen passe ind på det lille kollegieværelse, så drømmer du nok om at kunne skifte den ud, når du engang er færdig med at studere. Det er således her ikke sikkert, at du ønsker at bruge mange penge på en ny enkeltseng.
Komfort vs. udseende
Når du skal vælge en seng – uanset om det drejer sig om en enkeltseng eller en anden sengestørrelse – skal du overveje, hvad der betyder mest for dig: Komfort eller udseende.
Det er selvfølgelig vigtigt, at du kan sove komfortabelt i din seng hele natten og vågne veludhvilet til en ny dag. På den anden side så må sengen også gerne være pæn at se på i døgnets vågne timer.
Enkeltseng med gavl
En sengegavl kan skabe en flot og æstetisk afrunding på din seng, og du kan således med fordel overveje at tilføje et smukt sengegærde til din nye seng. Det er dog ikke alle sengetyper, som passer sammen med en sengegavl. Når det gælder enkeltsenge, så vil en sengegavl f.eks. kunne passe til en elevationsseng eller en boxmadras.
En sengegavl bidrager til at skabe en komplet og indbydende sengeløsning, ligesom den beskytter væggen bag din seng. Alt efter hvilken slags sengegavl, du vælger, kan sengegavlen også bidrage med komfort – f.eks. ved at gøre det mere behageligt, når du skal læse eller se tv i sengen.
Enkeltseng med opbevaring
Savner du opbevaring i soveværelset eller på børneværelset? Så er det heldigvis ofte muligt at kombinere en enkeltseng med en praktisk opbevaringsløsning. Vælger du en boxmadras som din sengeløsning, kan du f.eks. tilkøbe smarte opbevaringsbokse, skuffer eller bedrollers, som du kan placere under sengen.
Der findes også bokssenge med indbygget magasin, hvilket bl.a. ses i sengen Astrid fra Nordic Dream. I disse modeller findes et smart opbevaringsrum under madrassen. Du tilgår opbevaringsrummet ved at løfte op i den ene side af madrassen lidt ligesom, når man skal åbne magasinet på en klassisk sovesofa.
Madras til din enkeltseng
Vil du gerne vågne veludhvilet i din seng, så er det vigtigt at vælge den rigtige madras. Alt efter hvilken sengetype du foretrækker, kan du være med til at præge madrassens fasthed og dens materiale. Det gælder f.eks. boxmadrassen, hvor sengen primært består af en kraftig madras.
Der findes mange forskellige slags madrasser – lige fra boxmadras og springmadras til den afsluttende topmadras. Når det gælder madrassen til en børneseng, vil en simpel skummadras ofte være tilstrækkeligt.
Mennesker er forskellige, og derfor findes der ikke én madras, som er perfekt til alle. Der kan være stor forskel på vores kropsbygning, vores rygsøjle og vores foretrukne sovestilling. Der kan ligeledes være forskel på den temperatur, vi foretrækker i vores soverum.
Komfortzoner
En springmadras er en klassisk madrastype, som kan benyttes i forskellige enkeltsenge – f.eks. i elevationssengen eller i en traditionel sengeramme.
Springmadrassen består normalt af pocketfjedre, som er inddelt i særlige komfortzoner. Hver af madrassens pocketfjedre er monteret i sin egen lomme, så den kan bevæge sig uafhængigt af de øvrige fjedre.
Ofte findes springmadrassen i forskellige fastheder: Såsom fast, medium fast og ekstra fast. Jo tungere du er, desto fastere bør din madras være. Herudover er madrassen – som nævnt – inddelt i komfortzoner, som er tilpasset kroppens forskellige områder.
I hver enkelt zone har de mobile pocketfjedre en særlig fasthed, der sikrer den ideelle støtte natten igennem.
Syv komfortzoner er ganske normalt for en god springmadras. Generelt gælder det, at jo flere komfortzoner madrassen har, desto mere fokuseret/differentieret støtte kan du opnå.
Topmadras
Uanset hvilken sengetype du foretrækker, er det muligt at supplere din enkeltseng med en topmadras. Vælger du en seng i standardmål, finder du et stort udvalg af matchende topmadrasser.
Topmadrassen tjener flere formål på én gang. Den sørger både for den gode og komfortable afrunding på din seng, og så beskytter den resten af sengen mod slid og snavs. På denne måde bidrager topmadrassen til, at din seng kan holde sig pæn og indbydende i mange år. Denne funktion kan styrkes yderligere med et aftageligt betræk.
Du kan mange steder vælge mellem to typer: Enten en topmadras med fyld af latex eller en med memory skum. Valget af materiale har stor betydning for din søvn og skal gerne ske på baggrund af dine personlige ønsker og præferencer.
Latex er et naturligt og åndbart materiale, som også er relativt elastisk. En topmadras i latex har tendens til at give kroppen modstand frem for at give efter.
Memory skum er blødere, og lader kroppen synke ned i skummet. Tanken bag memory skum er, at skummet former sig efter kroppen, så du opnår en behagelig, omsluttende effekt.
Madrassens materiale
Alt efter hvilken sengeløsning du vælger, kan sengen være fremstillet af mange forskellige slags materialer. En klassisk sengeramme kan f.eks. være fremstillet i en lang række forskellige træsorter eller i metal, og det samme gælder mange børne- og juniorsenge.
Boxmadrasser og elevationssenge præges som regel af en markant stofoverflade, som omslutter sengens madras. Når det gælder madrasser, er det vigtigt at tænke over, hvilket materiale der er benyttet i produktet. Det gælder både materialet, som findes inden i – og udenpå – madrassen.
Kraftige fjedre sørger for en markant fasthed , så du kan sove komfortabelt, mens et åndbart betræk bidrager til det gode sovemiljø. Et åndbart materiale kan f.eks. være bomuld eller bambus. Vil du have mulighed for at opretholde den gode hygiejne, så er det også en god idé at vælge en madras med aftageligt betræk.
Her kan du købe en enkeltseng
Der findes mange butikker, som sælger enkeltsenge. Det gælder f.eks. dedikerede sengeforretninger men også traditionelle møbelhuse. Du kan med fordel besøge din nærmeste møbelbutik, hvis du gerne vil blive klogere på udvalget af enkeltsenge, men du kan naturligvis også tage et kig på nettet.
Blandt de populære forhandlere af enkeltsenge er bl.a. IKEA (som også selv fremstiller senge), Ilva og Jysk. På internettet kan du bl.a. besøge butikker som Bedre Nætter, Nordic Dream og Sengefabrikken.
Hästens er et populært brand udi enkeltsenge, men mange andre brands står ligeledes bag gode modeller.
Billig enkeltseng
Er du på jagt efter en billig enkeltseng, kan du med fordel holde øje med priserne på prissammenligningstjenesten Pricerunner. Mange butikker, som sælger senge, holder udsalg flere gange om året, hvor du kan købe en ny seng til billige penge.
Alt efter hvem du er, og hvad du skal bruge sengen til, så behøver den billige seng ikke at være et dårligt køb. Tværtimod. Og holder du øje med tilbud, så er det også muligt at finde billige senge, som normalvis vil koste væsentligt mere.
Køb en brugt enkeltseng
Overvejer du at købe en brugt seng? Der kan være mange penge at spare ved at købe din seng brugt. Du kan f.eks. kigge efter en brugt enkeltseng hos DBA, på Gul og Gratis eller på Facebook Marketplace.
Sengen er et af de vigtigste møbler i dit hjem, og når du køber en brugt seng, er det derfor vigtigt, at du vælger en seng, hvor du kan sove godt. Er der tale om en boksmadras, er det en god idé at tjekke fjedrene i madrassen, ligesom du bør se efter skader / slid på sengen. Find også gerne ud af hvor lang tids garanti der er tilbage på sengen, hvis nogen.
Sådan vælger du en ny seng
Det er altid en god idé at prøve sengen, inden du beslutter dig for en konkret model. Det er naturligvis lettere at prøve sengene hurtigt i en fysisk butik end hos en butik på nettet.
Til gengæld tilbyder mange internetbutikker, at du kan få sengen hjem og prøve den derhjemme. Nogle webshops lader dig faktisk prøve sengen i helt op til 100 dage.
Det er virkelig smart at kunne prøve sengen derhjemme. På denne måde kan du nemlig for alvor vurdere, om det er en god seng, du har fat i.
En god seng skal sikre en god nattesøvn, hvor du kan slappe helt af. Madrassen skal være tilpas fast og ikke for blød – husk at du skal ligge her i mange timer. Det, som indimellem kan snyde ved prøve i en butik er, at mange af os finder en høj grad af blødhed ganske komfortabelt. I realiteten er de bedste senge dog kendetegnet ved at give en tilpas fast støtte. Dette er generelt nemmere at vurdere, hvis du har sovet i sengen hele natten.
God søvn handler dog i sidste ende om mere end bare din seng. Du kan også overveje den øvrige indretning i soveværelset: Herunder gardiner og anden solafskærmning. Tænk også over temperaturen og sørg for at lufte ud i værelset.
Anmeldelser af senge
Du kan også tage udgangspunkt i anmeldelser, når du skal vælge den helt rigtige seng. Der findes anmeldelser rundt omkring på nettet, hvor du både kan læse vurderinger fra professionelle anmeldere og fra almindelige mennesker.
FAQ
Hvor stor er en enkeltseng?
Enkeltsenge findes i flere forskellige mål, men standardmålet for en enkeltseng er gerne 90×200 cm. Nogle producenter fremstiller imidlertid også enkeltsenge i målene 70×200, 80×200 og/eller 100×200 cm, ligesom det også kan være muligt at finde enkeltsenge med ekstra længde.
Hvad koster en enkeltseng?
Enkeltsenge findes i mange forskellige prisklasser. Prisen afhænger først og fremmest af, hvilken type enkeltseng, du ønsker.
Elevationssenge – dvs. senge som kan hæves og sænkes – er ofte blandt de dyreste, mens boxmadrasser som regel er væsentligt billigere. De billigste elevationssenge koster som regel mellem 4.000 og 6.000 kroner, mens den billigste boxmadras i 90×200 cm kan koste under 2.000 kr.
Til alle sengene er det naturligvis muligt at tilkøbe forskelligt ekstraudstyr. Til en enkeltseng behøver du f.eks. i mange tilfælde en god topmadras (medfølger dog ofte).
Hvad skal man overveje, inde man køber en enkeltseng?
Du bør først og fremmest overveje, hvor stor en seng, du har brug for, og hvilken slags madras du foretrækker. Tænk over hvor meget plads, sengen vil optage på værelset, og hvor stor en liggeflade, der vil være optimal for dig. Forhåbentlig kan du finde frem til et kompromis, så du får en behagelig seng, som passer godt ind i dit hjem.
Der findes mange forskellige slags madrasser – f.eks. springmadrasser med komfortzoner og pocket-fjedre. Det er også en god idé at tilføje en topmadras som sengens øverste lag (eventuelt med en ventilerende effekt).
Selve madrassen skal have en god fasthed, så den yder optimal støtte og sikrer, at du ikke synker for langt ned i den.