Den rigtige hovedpude
Den gode søvn starter med den rette hovedpude. Derfor gælder det om at vælge en hovedpude, som både passer til din krop og til din foretrukne sovestilling. Når du ligger på hovedpuden, skal du indtage en naturlig stilling for din nakke og rygsøjle, så du kan slappe af i muskler og led.
De fleste mennesker har prøvet at sove med en dårlig / forkert hovedpude – f.eks. i forbindelse med ferie eller familiebesøg – hvilket ofte kan mærkes dagen efter. Får din nakke og dine skuldre ikke den rette støtte, kan det medføre et uhensigtsmæssigt tryk / pres, som kan forårsage muskel- og ledsmerter, hovedpine etc.
Skal du vælge en høj eller lav hovedpude? Og skal puden være blød eller hård? Der findes mange forskellige typer hovedpuder, og det findes ikke én model, som vil være perfekt for alle. Valget af hovedpude bør derimod være baseret på individuelle præferencer, din foretrukne sovestilling og kropsholdning. Det kan du alt sammen læse mere om nedenfor.
Pudens højde
Skal du vælge en høj eller lav hovedpude? Hovedpudens højde har stor betydning for din liggekomfort i sengen. Mange producenter fremstiller hovedpuder i de tre kategorier: Høj, medium og lav. Om du skal vælge den ene eller anden type, kommer først og fremmest an på din foretrukne sovestilling. Her er det vigtigt, at dine nakkehvirvler ikke bøjes, når du ligger i sengen.
Hvis du sover på ryggen
Foretrækker du at sove på ryggen, skal du ofte benytte en relativt lav hovedpude. Her skal din nakke nemlig ligge i nogenlunde naturlig forlængelse af din torso, så dit hoved hverken strækkes for langt tilbage eller presses for langt frem.
Når du sover på ryggen, skal puden primært støtte din nakke (og i mindre grad dine skuldre og dit baghoved). I denne sovestilling får skuldre og baghoved primært støtte gennem madrassen, mens nakken har brug for støtte fra hovedpuden.
Som nakkestøtte er det oplagt med en almindelig lav hovedpude eller en special hovedpude med støttende skum eller latex.
Hvis du sover på siden
Ligger du gerne på siden, mens du sover, så er det nødvendigt med en høj hovedpude. I denne stilling hviler dine skuldre på madrassen, og for at opnå en korrekt placering for din nakke, er det nødvendigt at hæve hovedet et stykke over madrassen, hvilket en høj pude kan hjælpe dig med.
Når du ligger på siden, kan der nemt opstå et uhensigtsmæssigt stræk, hvis du ikke sørger for at benytte en høj hovedpude. Jo bredere skuldre du har, desto højere skal din hovedpude være. Det er nemlig vigtigt, at din nakke er i naturlig forlængelse af din rygsøjle.
Er din pude for lav, strækkes den øverste side af nakken for meget nedad – er puden for høj, pressens den nederste side af nakken for langt opad.
Hvis du over på maven
Det er sjældent hensigtsmæssigt at sove på maven, da det kan være svært at opnå en optimal støtte for nakke og skuldre. Når du ligger på maven, kommer din nakke nemt til at ligge i en unaturlig position, hvor nakken får et ’knæk’ bagover.
Er det muligt, bør du forsøge at finde dig til rette med en alternativ sovestilling, men er det ikke en mulighed, anbefales en meget flad og blød pude.
Pudens fyld
Pudens fyld kan have afgørende indflydelse på liggekomforten, og du bør derfor overveje valget af fyld nøje, inden du beslutter dig for at anskaffe en specifik hovedpude.
Grundlæggende inddeles pudens fyld i tre kategorier: Naturfyld, syntetisk fyld og specialfyld. Sidstnævnte kan både tælle naturlige og syntetiske materialer og byder bl.a. på forskellige trykaflastende og ergonomiske hovedpuder i memory-skum eller latex.
Naturfyld tæller først og fremmest dun og fjer, men naturligt fyld kan også være kapok, silke og uld. Der kan være flere fordele ved at vælge en hovedpude med naturfyld, da naturfyldet ofte er bedre til at ventilere og regulere varme og fugt. Omvendt kan syntetisk fyld og specialfyld i nogle tilfælde yde en mere fast støtte.
Hovedpude med naturfyld
Det er populært at vælge dun og fjer som fyld i hovedpuden, da de naturlige fjer og dun sikrer en blød, frisk og indbydende hovedpude nat efter nat. Som regel fyldes en hovedpude med en blanding af fine dun og grovere fjer, da fjerene er med til at skabe en god fylde. Består puden kun af de bløde dun, bliver resultatet en flad pude uden de samme støttende egenskaber.
I samspil skaber dun og fjer en god og behagelig volumen, som du nemt kan forme efter behov. De løse dun og småfjer kan nemt æltes på plads inde i pudevåret, så du opnår en ideel pasform. Dette er særligt praktisk, hvis du ændrer stilling i løbet af natten.
Dun og fjer er dog ikke kun bløde og behagelige materialer – de bidrager også aktivt til det gode sovemiljø. De naturlige dun og fjer er nemlig fremragende til at regulere varme og fugt og kan både ventilere og isolere. Moskusdun er blandt de mest populære dun til brug i både dyner og puder.
Pudens bæreevne
Når man skal vurdere kvaliteten af fyldet i dyner og hovedpuder, kigger man ofte på fyldets bæreevne. Bæreevnen fortæller om volumen og elasticitet i dun/fjer set i forhold til dunenes vægt i gram. Det udtrykkes enten på den traditionelle skala for bæreevne (BE), som går fra 1 til 15 eller i den moderne enhed CUIN, hvor skalaen går fra 250 til 900.
Når det gælder dyner, ønsker man gerne en så høj bæreevne som muligt, da den høje bæreevne medfører en let og behagelig dyne. I de mest eksklusive dyner anvendes kun de fineste dun. Sådan forholder det sig imidlertid ikke med hovedpuder, hvor den optimale bæreevne er væsentligt lavere.
Her er en blanding af dun og fjer at foretrække. Fyldes puden udelukkende med fine dun, vil den ikke give tilstrækkeligt med modstand, og hovedet vil derfor synke for langt ned i puden. En ergonomisk pude skal gerne have en vis fylde, hvilket blandingen af fjer og dun kan hjælpe med.
Silke
Silke kan både benyttes i pudens vår og som fyld, og det naturlige materiale er både temperaturregulerende og allergivenligt. Når silke benyttes som fyld i dyner og puder, er silken forarbejdet til rustikke fibre – f.eks. den langfibrede mulberrysilke – og lagt i lag. Silkefibrene kan eventuelt være suppleret med lette fiberdun.
Består puden af rene silkefibre, er resultatet ofte en meget tynd og flad pude. Her kan det derfor være nødvendigt at tilføje andre materialer for at opnå en mere fyldig hovedpude, der kan give en bedre støtte.
Kapok
Kapok er naturfibre, som minder meget om silke. Fibrene er både bløde og behagelige, og så er de tilmed allergivenlige. Husstøvmider og bakterier kan nemlig ikke leve i kapok-fibrene.
Kapok er gennem de seneste år blevet et meget eftertragtet materiale til brug i madrasser og sengetøj, da det både er blødt og indbydende, og samtidig ikke suger fugt til sig. På denne måde kan du se frem til en dejlig, tør hovedpude hver nat.
Bambus
Bambus er endnu et materiale, som er blevet yderst populært at benytte i tekstiler – heriblandt sengetøj, madrasser mm. Efter forarbejdning bliver bambusfibrene bløde og behagelige at røre ved, men de beholder også deres naturligt ventilerende og åndbare egenskaber.
Bambusfibrene har en høj absorberingsevne og kan nemt transportere fugt/sved gennem hovedpuden, ligesom de temperaturregulerende egenskaber gør bambus-hovedpuden oplagt til personer, som har det varmt om natten.
Herudover omtales bambus gerne som et bæredygtigt valg. Bambusplanterne er nemlig hurtigvoksende, kan opsamle store mængder CO2 og skal bruge relativt lidt vand for at vokse.
Syntetisk fyld
Fiberpuder med syntetisk fyld er ofte markant billigere end puder med natur- eller specialfyld. Det er dog imidlertid ikke kun prisen, der er afgørende for, om du skal vælge en hovedpude med syntetisk fyld. Det syntetiske fyld er ofte mere elastisk end naturfyld, ligesom disse puder vejer ganske lidt.
Ønsker du en letvægtspude, som samtidig har høj elasticitet, kan en fiberpude med syntetisk fyld være den rette løsning for dig. En ulempe ved det syntetiske materiale er, at det ikke er lige så åndbart og ventilerende som andre typer fyld. Fiberpuden kan således hurtigere føles varm og fugtig, da den ikke altid kan komme af med overskudsvarmen.
Specialfyld
Ønsker du en ergonomisk hovedpude, som kan give ekstra støtte til nakke og skuldre, kan du overveje en pude med specialfyld. Specialfyld kan f.eks. være skum eller latex. Begge materialer benyttes flittigt i ergonomiske madrasser men kan også med fordel bruges i hovedpuden.
Puder med specialfyld er oplagt for dig, der foretrækker at sove på siden. Her kan de nemlig give optimal komfort til din nakke, ligesom det kan være den ideelle hovedpude mod nakkesmerter.
Mange mennesker lider af smerter og ondt i nakken, hvilket kan være forårsaget af en forkert eller uhensigtsmæssig sovestilling. Det gælder derfor om at finde en god hovedpude til nakkeproblemer, som aflaster nakke og skuldre bedst muligt.
Hovedpude med memoryskum
Memoryskum er et specielt trykaflastende og eftergivende skummateriale, der former sig efter kroppens trykpunkter. På denne måde kan du opnå god støtte for hoved og nakke, som får lov at synke tilpas langt ned i det omfavnende skum.
Hovedpude med latex
Latex er et elastisk naturmateriale, som både er åndbart og ventilerende. På denne måde er materialet oplagt til brug bl.a. i madrasser, sengetøj – og selvfølgelig også i puder. Materialet passer generelt perfekt til personer, som ønsker en kølende effekt, mens de sover.
Den elastiske latex sørger for en god og fast støtte, som forbliver den samme natten igennem. Du behøver således ikke at rette på din pude i nattens løb.
Temperaturregulerende hovedpude
Den temperaturregulerende pude er designet til at holde dit hoved og din nakke kølige i sommervarmen – Og til generelt at skabe et godt og behageligt miljø i dit soveværelse. Der findes flere forskellige puder med temperaturregulerende egenskaber.
I nogle puder opnås effekten gennem naturlig cellulose (fra træfibre), mens andre er forsynet med mikrokapsler fyldt med en speciel type temperaturregulerende voks. Sidstnævnte gælder f.eks. puderne fra Temprakon, som benytter samme teknologi, som NASA anvender i astronauternes rumdragter.
Den temperaturregulerende pude kan hjælpe dig med at få en god nats søvn. Således kan den være den perfekte hovedpude, hvis du ofte har det for varmt om natten. Det er også muligt at tilkøbe kølende betræk, som du kan benytte i sommermånederne.
Pudens vår
Hovedpudens vår fremstilles i flere forskellige materialer og skal naturligvis være i god kvalitet. Mange pudevår er fremstillet i 100% bomuld, hvilket er et naturligt, blødt og behageligt materiale. Der findes dog også vår fremstillet i silke, bambus og andre materialer.
Når du skal vælge en ny hovedpude, skal du sikre dig, at pudens vår er fremstillet i et behageligt og åndbart materiale, ligesom du kan kigge på vårets quiltning. En tæt quiltning sikrer, at husstøvmider ikke kan trænge igennem stoffet – Og at pudens dun og fjer ligeledes ikke bryder igennem stoffet og generer din nattesøvn.
Allergivenlig pude
Lider du af allergi, er det vigtigt, at du vælger en allergivenlig pude. Husstøvmider foretrækker generelt et fugtigt miljø. Derfor er det en fordel at vælge en åndbar og ventilerende hovedpude, ligesom det er smart, at du jævnligt lufter din pude.
Et tætvævet vår er også en effektiv barriere mod mider, og puder med denne vævning er således velegnede til husstøvallergikere. Ønsker du en allergivenlig pude, kan du med fordel holde øje med NOMITE-certificeringen, som garanterer at produktet er effektivt mod husstøvmider.
Økologisk hovedpude
Går du op i bæredygtighed og økologi, så kan du vælge en økologisk hovedpude. Udvalget af økologiske puder er vokset de seneste år, og du kan f.eks. vælge en pude i økologisk bomuld, bambus og andre materialer.
Standardmål for en hovedpude
Hovedpuder findes i flere forskellige størrelser og udformninger. I Danmark er en hovedpude ofte stort set kvadratisk med et standardmål på 60×63 cm. Der findes dog også en række mere aflange varianter – f.eks. med et mål på 50×70 cm. Puden med en størrelse på 50×70 cm kaldes populært for en ’hotel hovedpude’.
Hovedpudens størrelse har naturligvis betydning for din ergonomi og liggekomfort. Men ligeledes har det naturligvis også betydning for hvilket betræk, du skal vælge. Ved at vælge en hovedpude i standardmål, finder du et større udvalg af betræk.
Aflang hovedpude
Ønsker du en aflang hovedpude? Den aflange pude kan være god for dig, der ofte skifter soveposition i løbet af natten. Når du vender dig i søvne, sørger den aflange pude nemlig for, at du stadig har optimal nakkestøtte.
Nogle mennesker foretrækker også at sove med en aflang pude, som ligger langs med kroppen. De populære puder fra Fossflakes er f.eks. designet til at følge kroppen på langs, hvilket kan skabe en god, varieret og tryg soveoplevelse.
Puderne fra Fossflakes findes i flere forskellige udformninger og kan være op til 150 cm i længden.
Sovepude til gravide
De lange puder kan også være oplagt til gravide, som ellers kan have svært ved at finde en optimal søvn og støtte i sengen. En ergonomisk pude til gravide sørger for at støtte og aflaste kroppen, så du opnår en bedre søvn under din graviditet. Puden kan bl.a. afhjælpe smerter fra ryg og bækkenbund og gøre det lettere at finde frem til en behagelig stilling.
Juniorhovedpude
En juniorhovedpude har som regel et mål på 40×45 cm. Juniorhovedpuden anbefales ofte til børn i alderen 2 til 6 år. Efterhånden som barnet bliver større, får det brug for en ‘voksenpude’, der kan yde den optimale støtte til nakken.
Baby hovedpude
Små babyer har ikke brug for en hovedpude. De skal blot have et behageligt og komfortabelt underlag. En hovedpude kan faktisk være til fare for en lille baby, da barnet risikerer at blive kvalt i puden. Det anbefales at børn først begynder at bruge hovedpude fra 2-års alderen.
Vask og vedligeholdelse af din hovedpude
Du kan forlænge din hovedpudes levetid ved at vaske og vedligeholde den korrekt. De fleste puder kan vaskes ved 60 grader, men du bør altid orientere dig i pudens vaskeanvisning, inden du vasker den. Det anbefales at vaske din hovedpude et par gange om året, for at du kan opretholde en god hygiejne. Sørg dog gerne for at lufte din pude dagligt.
Forhandlere
Du kan med fordel købe din nye hovedpude på internettet, hvor du finder et stort udvalg af puder i alle prisklasser. Du kan f.eks. vælge at benytte en butik, der specialiserer sig i senge og sengetøj eller et varehus som tilbyder mange forskellige produkter.
Du kan naturligvis også kigge efter en hovedpude hos de møbelforretninger, som samtidig fører senge (f.eks. Ilva, IKEA og Jysk) eller hos de større supermarkeder (f.eks. Coop og Bilka).
Vil du gerne have en luksushovedpude til en god pris, er det en god idé at holde øje med butikkernes tilbud og udsalg – f.eks. i forbindelse med Black Friday og lignende kampagner.
Populære produkter
Har du brug for inspiration i jagten på din nye hovedpude? Nedenfor finder du et udvalg af populære hovedpuder og hovedpude-serier på markedet.
Puderne og producenterne i oversigten er bl.a. udvalgt på baggrund af de modeller, som har været bedst i test, har opnået de flotteste anmeldelser og generelt nyder en stor efterspørgsel. Den enkelte hovedpude/serie behøver ikke leve op til alle kriterierne – derimod er ét nok.:
- Auping Cloud pude
- Dunlopillo Square
- Dunlopillo Ergo
- Emma Original pude
- Flora Danica naturfyldspude
- Hästens hovedpude
- Kronborg Beerenberg
- LushDream Smart hovedpude
- Mayan hovedpude
- Nordic Sleep by Fossflakes
- Quilts of Denmark 3-lags premium gåsedunspude
- Ringsted Dun hovedpude
- Save My Face Pillow
- Sea to Summit Aeros Premium Pillow
- Silvana Support
- Sissel hovedpude
- Snedronningen hovedpude
- Svinedrengen hovedpude
- Temprakon hovedpude
- Tempur Ombracio Ergonomisk Hovedpude
- Venø Hovedpude
- Wellpur Hovedpude
FAQ
Hvilket fyld skal man vælge i sin hovedpude?
Der er fordele og ulemper ved alle typer fyld, og når du køber en ny hovedpude, skal du således overveje hvilken type, der vil være mest optimal for dig.
Puder med naturfyld som fjer og dun er ofte lidt dyrere end syntetiske puder, ligesom de også kan være tungere. Til gengæld sørger det naturlige fyld for en åndbar og luftig pude, som tilmed kan transportere fugt væk fra puden.
Hvor ofte skal man skifte hovedpude?
Puden bør udskiftes efter behov – Det kunne være omtrent hvert 2.-3. år. Puder har tendens til at blive flade med tiden, og en fladtrykt pude er ikke en ergonomisk pude. Den flade pude bør derfor skiftes til en frisk pude med den rigtige højde. Det samme gælder, hvis puden lugter dårlig og ikke virker indbydende.
Hvad er standardmålet på en hovedpude?
I Danmark er standardmålet for en hovedpude 60×63 cm, men der findes også hovedpuder i mange andre mål – f.eks. ergonomiske hovedpuder med en aflang form.