Guide til spinningcykel – Vælg den rette til dit hjem

En spinningcykel til hjemmetræning er en genial løsning for dig, der gerne vil undgå de mange mennesker i fitness. Med en spinningcykel derhjemme har du mulighed for at træne præcis hvornår, og hvordan, du vil. Det giver en stor frihed og fleksibilitet, som mange danskere værdsætter.
Der er mange fordele ved at vælge netop en spinningcykel fremfor andre træningsmaskiner. Blandt andet kan du hurtigt træne meget intensivt, og du får nemt forbrændt en del kalorier. Du kan opbygge muskler i det meste af kroppen – ikke kun benene – og din kondition og kredsløb forbedres.
Når du skal finde den bedste spinningcykel til hjemmetræningen, er der nogle forskellige ting, du skal tage stilling til. I denne store guide får du styr på alt det vigtigste, så det bliver langt nemmere at træffe en god beslutning.
I vores store guide til spinningcykler kan du læse om
- Hvad en spinningcykel er.
- Forskellen på en spinningcykel og en motionscykel.
- Hvordan du træner effektivt på en spinning cykel.
- Forskellen på lette og tunge svinghjul, og hvad det betyder for spinningcyklen.
- De to drivmidler, kædetræk og remdrift, og hvordan du vælger.
- Hvorfor du skal have en spinningcykel til hjemmetræning.
- Om du skal vælge en cykel med fast krank eller friløb.
- Fordelene ved at tilkøbe en brugervenlig cykelcomputer.
- Hvordan du vedligeholder en spinningcykel.
- Ting, du skal være opmærksom på, når du køber en fitness bike.
- Hvor du kan købe en spinningcykel, og hvordan du finder en billig løsning.
- Hvilket tilbehør du bør overveje at købe til din spinningcykel.
- Spinningcykler, som er populære blandt forbrugerne.
- FAQ – Almindelige spørgsmål om spinningcykler.
Hvad er en spinningcykel?
En spinningcykel er en træningsmaskine, som mest af alt ligner en stationær racercykel. Maskinen giver dig mulighed for at cykle indendørs uden at skulle forholde dig til terræn, vind og vejr. Du kan altså hjule derudad derhjemme eller i fitnesscenteret, mens det sner, blæser eller regner udenfor.
Cyklens komponenter er et styr, en sadel, pedaler og et svinghjul. Svinghjulet kan have forskellig tyngde, og det trækkes af enten en rem eller en kæde – såkaldt remdrift eller kædetræk.
Som udgangspunkt justerer du spinningcyklens modstand manuelt ved at dreje på et håndtag på stellet. Men med en cykelcomputer kan du tilgå mange programmer og data, så du får mere variation i træningen end bare modstanden. Derfor kan det være en fordel at tilkøbe en cykelcomputer.
Se også: Assault bike
Forskellen på spinningcykel og motionscykel
Hvorfor er det lige, at du skal købe en spinningcykel og ikke en traditionel motionscykel, og hvad er forskellen egentlig? Det er et spørgsmål, rigtig mange sidder med, så lad os få det besvaret én gang for alle!
Først og fremmest skal det siges, at der er forskel på en spinningcykel og en motionscykel – faktisk er det to ret forskellige oplevelser. Hvad der er det bedste, er dog et spørgsmål om smag og behag, og hvad man bedst kan lide. Der er altså ikke noget entydigt svar.
På disse punkter adskiller spinning sig fra alm. cykling
Hvad er forskellen så? Jo, på motionscyklen sidder du oprejst, som du gør på en almindelig cykel. En spinningcykel er i højere grad udformet som en racercykel, så du sidder eller står mere foroverbøjet. På spinningcyklen kan du nemlig både sidde ned og stå op, hvorimod du altid sidder ned på motionscyklen.
Derudover giver spinningcyklen mulighed for en mere højintensiv træning, end motionscyklen gør. En almindelig motionscykel har friløb, hvilket betyder, at du kan tage en pause, mens du sidder på cyklen. Du finder også spinningscykler med friløb, men mange har fast krank, så pedalerne bliver ved med at hjule, selvom du stopper med at træde.
Skal jeg vælge en motionscykel eller spinningcykel?
Hvad du skal vælge, er i høj grad et spørgsmål om, hvor intensiv og udfordrende træning du er ude efter. På spinningcyklen bliver træningen hurtigt hård, du kan mærke pulsen dunke, og forbrændingen begynder at arbejde for dig.
Ofte vil du føle dig varm, og måske endda svedig, noget tid efter du er færdig med træningen. Det er, fordi forbrændingen stadig arbejder. Derfor er en spinningcykel også helt ideel i forbindelse med ønsker om et vægttab. Det er en meget effektiv fedtforbrænder.
Du kan naturligvis også træne hårdt og forbrænde fedt med en motionscykel, men det går ikke nødvendigvis helt lige så hurtigt som med en spinningcykel. Mange investerer i en spinningcykel, fordi de netop gerne vil træne med en vis intensitet.
5 tips til at vælge mellem motions- og spinningcykel
- Foretrækker du at sidde oprejst og træne, som på en almindelig cykel? Så er motionscyklen mest oplagt for dig.
- Kan du godt lide at race afsted på en racercykel? Så taler spinningcyklen umiddelbart mest til dig.
- Vil du gerne træne i et jævnt og roligt tempo, uden for høj intensitet? Motionscyklen er et godt valg.
- Ønsker du en højintensiv træning, hvor puls og forbrænding hurtigt skyder i vejret? Her vil spinningcyklen give bedre mening end motionscyklen.
- Har du ønsker om at tabe et vist antal kilo? En spinningcykel er en rigtig god investering i denne forbindelse, og mange danskere køber en cykel af netop denne årsag.
Se også: Crosstrainer
Træning på en spinningcykel
Når du træner på en spinning cykel, vil du styrke konditionen, forbedre dit hjertekarsystem, forbrænde kalorier og opbygge muskler – særligt i benene, men også i resten af kroppen. Med spinning kan du mere præcist træne:
- Under- og overben
- Arme
- Ryg
- Baller
Mulighed for alsidig træning
En spinningcykel giver mulighed for at komme ud på nogle intensive træningspas, og du får hurtigt pulsen op. Samtidig vil du naturligt styrke benmuskulaturen og andre muskelgrupper, mens du cykler. Spinningcyklen giver altså en god all-round-træning, fordi den både forbedrer konditionen og gør mange af kroppens muskler stærkere.
Med en trådløs computer, online træningsprogrammer og/eller eventuelt et pulsbælte kan du træne på mange forskellige måder. Det kan være en god investering, hvis du gerne vil variere træningen med spændende sessions, spil og data.
Modstandsniveauer på spinningcyklen
Du behøver ikke nogen tools eller gadgets for at træne på spinningcyklen. Så længe den bare har et vist antal modstandsniveauer, kan du få en god og effektiv work-out. Når du er på udkig efter en cykel til træning, skal du sikre dig, at den kan yde dig den modstand, som passer til dig og dit niveau.
Selv med en meget basalt udstyret cykel kan du dyrke nogle af de mest populære former for spinning. Intervaltræning er et godt eksempel, og det er en meget brugt metode inden for både løb og cykling. Det kan du lære mere om lige nedenfor.
Se også: Løbebånd
Hvad er intervaltræning?
- Intervaltræning på spinningcykel er en meget effektiv træningsform.
- Med denne type træning behøver du ikke at træne i lige så lang tid for at opnå resultater.
- Ofte vil du kunne nedsætte sessionen til den halve tid, men få stort set den samme – og måske bedre – effekt.
- Det er meget simpelt at træne i intervaller: Du spinner i et jævnt og roligt tempo i et vist tidsrum, hvorefter du sætter hastigheden op i et andet tidsrum, og sådan kan du skifte mellem rolige og hurtige intervaller.
- En nybegynder kan eksempelvis starte med at spinne i et moderat tempo i 1 minut, sætte farten op i et halvt minut, spinne moderat i 1 minut og så fremdeles.
- Når du bliver mere vant til træningen på spinningcykel, kan du øge udfordringen. Spin eventuelt et halvt minut i jævnt tempo, 1 minut i højt tempo og så videre – og senere måske et roligt tempo i 1 minut, intensiv træning i 5 minutter og så videre.
Let eller tungt svinghjul?
En gennemsnitlig motionist vil ikke mærke noget til, om svinghjulet på spinningcyklen vejer 18, 22 eller 30 kg. Er du mere erfaren, og vant til at cykle, vil du derimod kunne mærke forskel. Mere seriøse spinnere vil som regel foretrække et tungere svinghjul, fordi det giver et renere og bedre tråd, at belastningen er højere. Det gælder også, hvis du træner med meget modstand.
Som nybegynder eller hobbycyklist behøver du ikke nødvendigvis investere i et tungt svinghjul – for du vil sandsynligvis ikke kunne mærke forskellen alligevel. Det vil være dyrere at købe en cykel med et tungt svinghjul.
Derfor vil det bedst kunne betale sig, hvis du allerede ved, at du er bidt af spinning. Skal du derimod blot prøve det af for en periode, kan du sagtens starte med en cykel med et lettere svinghjul. Det er dog vigtigt, at spinningcyklen generelt har en vis vægt og stabilitet, så den står sikkert på gulvet.
For dig, som er mere garvet, og som gerne vil have en god cykel for pengene, kan det imidlertid godt betale sig at tænke på svinghjulets vægt. Jo tungere hjulet er, jo højere vil kvaliteten som regel også være.
Det giver en bedre og mere behagelig oplevelse at cykle med et tungere svinghjul, og det egner sig godt til dig, der vil cykle med meget høj intensitet. Prisen er til gengæld også højere, så det er selvfølgelig noget, du skal overveje.
Spinningcykel med remdrift eller kædetræk?
Svinghjulet på din spinningcykel drives frem ved enten remdrift eller kædetræk. Kædetræk kender du fra din almindelige cykel, mens de bedste spinningcykler er udstyret med remdrift. Remdrift er det mest støjsvage drivmiddel, det kræver mindre vedligeholdelse, og det er en mere eksklusiv løsning.
Er du på udkig efter en billig spinningcykel, er det derimod kædetræk, du skal kigge efter. Det er nemlig en del mere prisvenligt. Det behøver faktisk ikke at koste alverden at få en spinningcykel hjem i stuen.
Hvis du vælger en model med kædetræk, et mindre tungt svinghjul og færre muligheder for at justere styr og sadel, får du prisen godt ned. Det kan måske dreje sig om at betale 4.000 kroner for en spinningcykel med kædetræk overfor én med remdrift til 10.000 kroner.
Hvis du gerne vil have en god spinningcykel i høj kvalitet, er der dog ingen tvivl om, at det er remdrift, du skal vælge. Når du træner derhjemme, kan det også være rart, at det er en støjsvag løsning. På den måde generes husstandens andre medlemmer ikke, og du risikerer ikke klager fra naboer, over- eller underboere.
Fordele ved en spinningcykel til træning derhjemme
- Du træner det meste af kroppen med en spinningcykel.
- Du forbedrer din kondition og dit kredsløb.
- Du får mere overskud i hverdagen og mindre stress.
- Du sover bedre om natten.
- Du forbrænder mange kalorier og kan tabe dig.
- Du slipper for at transportere dig ned til fitnesscenteret.
- Du skal ikke forholde dig til de mange mennesker i centret.
- Du kan spinne, mens du ser TV, læser nyheder, hører musik eller lytter til en podcast.
- I en travl hverdag kan du bedre finde tid til at træne.
Derfor skal du have en indoor bike
Der er mange fordele ved at have en indoor bike til hjemmetræning. Den giver mulighed for alsidig træning, hvor du både kan stå op og sidde ned og cykle – i modsætning til en almindelig motionscykel, hvor du som regel kun sidder ned.
Man kunne godt tro, at en spinningcykel kun gavnede benmuskulaturen. Sådan er det imidlertid ikke. Du forbedrer din kondition og dit hjertekarsystem betydeligt med jævnlig spinning. Det er også en utrolig effektiv måde at forbrænde fedt på og opnå vægttab.
Udover benene trænes baller, ryggen og armene også. På den måde er spinning faktisk god helkropstræning, hvor du kommer godt rundt om de store muskelgrupper. Der er mange, der udelukkende træner med spinningcyklen.
Du slipper for at skulle transportere dig til dit lokale fitnesscenter flere gange om ugen. Med en træningsmaskine derhjemme kan du dyrke motion, præcis hvornår det passer dig. Du bestemmer også selv, hvilken musik du vil høre, eller om du vil se et afsnit af en TV-serie imens. Det giver altså en stor frihed, som mange danskere værdsætter.
Gode tips til spinningcyklen til hjemmebrug
- Mål op inden du køber, så du er sikker på, at du har plads til træningscyklen.
- Vælg gerne en model med transporthjul. Det gør det meget nemmere at flytte rundt på cyklen. På den måde kan du spinne i soveværelset såvel som stuen, hjemmekontoret, i gården eller på altanen.
- Tænk over hvem der skal bruge spinningcyklen. Det er vigtigt, at styr og sadel kan justeres – især hvis alle familiens eller husstandens medlemmer skal bruge den.
Friløb eller fast krank?
Du kan med fordel gøre dig nogle tanker om, hvorvidt du gerne vil have en spinningcykel med friløb eller med fast krank. Friløb vil sige, at pedalerne fungerer, ligesom de gør på en almindelig cykel eller en motionscykel – her står pedalerne stille, hvis du stopper med at bevæge benene.
Omvendt betyder fast krank, at pedalerne bliver ved med at hjule, selvom du ikke træder aktivt i dem. Hvis du er vant til at spinne i fitnesscenteret, vil du vide, at maskinerne her har fast krank. Det holder dig hele tiden i gang, så du forbrænder flest mulige kalorier.
Til gengæld kan fast krank også føre til, at man får skader, hvis ikke man er forsigtig. Det kan virke overbelastende, men det kan også føre til uheldige bevægelser, hvis man ikke er bevidst om, at man cykler med fast krank.
Især hvis man har klamper på skoene, så man er fastspændt til pedalerne, kan det føre til problemer. Fx kan man få skader på ankler, knæ og hofter. Der kan altså være fordele og ulemper ved både friløb og fast krank. Det er derfor værd at overveje begge muligheder grundigt.
Se også: Mini stepper
Tilkøb en brugervenlig cykelcomputer
En spinningcykel er i udgangspunktet fremstillet uden en computer. Modstanden indstilles således med manuel justering på cykelstellet. Spinner du uden en cykelcomputer, skal du være god til selv at finde motivationen. Det kan nemlig være noget lettere, når du har forskellige programmer og features til rådighed.
Hvis du gerne vil avancere turen en smule, og måske få mere motivation til at træne, kan du med fordel tilkøbe en cykelcomputer til spinningcyklen. Det behøver ikke at være særlig dyrt, og det gør en stor forskel for din daglige eller ugentlige træning.
Få adgang til data om din træning
En god cykelcomputer kan forsyne dig med megen spændende data om din cykeltur og din fysiske form. Det kan være en stor fordel, hvis du gerne vil holde styr på forbrændte kalorier med mere, så du ved, hvordan du skrider frem med din træning. Du kan fx få adgang til følgende data:
- Tid
- Hastighed
- Distance
- Watt (via wattmåler)
- Maksimal fart
Spil og programmer til din spinningcykel
Med en spinningcykel med computer får du som regel mange indstillingsmuligheder, så du kan få en endnu mere sjov og effektiv træning. Du kan finde underholdende spil og træningsprogrammer, så du kan variere dine sessions på spinningcyklen.
Bluetooth og Zwift
En cykelcomputer, der kan kobles til bluetooth, giver et utal af muligheder. Det kan hjælpe dig med at gøre spinningen langt mere underholdende. I dag findes der rigtig mange apps til formålet.
Eksempelvis kan du simulere en “ægte” cykeltur med det populære Zwift. Her kan du både finde flotte og spændende cykelruter, og du kan også deltage i et cykelløb mod andre brugere. Det kan være en stor fordel, når du træner hjemme i bryggerset eller soveværelset.
Det kan blive en smule kedeligt at hjule rundt i de samme omgivelser, og derfor kan det være utroligt stimulerende med en app, der kan simulere cykling i det fri.
Hvorfor købe en computer til spinningcyklen?
- Du får mange justeringsmuligheder og niveauer af modstand med en spinningcykel med skærm og computer.
- Du kan tilgå træningsdata, holde styr på tid, hastighed, distance med mere.
- Du kan bruge forskellige programmer, som gør det sjovere at træne på din spinningcykel derhjemme.
- Det bliver langt nemmere at simulere en “rigtig” cykeltur i det fri.
- Det er motiverende at have nogle forskellige og underholdende træningsmuligheder.
Vedligeholdelse af spinningcykel
Det er meget nemt at vedligeholde en spinningcykel, og det kræver ikke ret meget af dig. Bremseklodserne på din spinningcykel kan imidlertid indimellem blive tørre, og så kan de begynde at pive. Det er nemt fikset med lidt silikone, som smøres på hjulet.
Drej på pedalerne, så silikonen fordeles, og nu er du af med problemet. Du vil også opleve, at cyklen kører en smule bedre, når du har smurt den. Derfor er der flere fordele ved at vedligeholde cyklen – som nævnt bliver den også mere støjsvag, fordi klodserne, som skaber modstand, stopper med at pive.
Vær opmærksom på disse ting ved køb
- Spinningcyklens drivmiddel.
- Komforten på cyklen.
- Svinghjulets tyngde.
- Stabilitet og konstruktion.
- Den maksimale brugervægt.
Komforten på din spinningcykel betyder meget
Vi har allerede været inde på spinningcyklens drivmidler og tyngden på svinghjulet. Et andet emne, som har stor betydning, er komforten på din spinningcykel. Det er en faktor, du bestemt ikke må overse i forbindelse med køb af cykel.
En behagelig sadel er alfa og omega, for ellers bliver det ikke særlig sjovt at køre på cyklen. Det er et plus, hvis du kan prøve spinningcyklen, inden du køber den. På den måde kan du sikre dig, at den har en komfortabel sadel, som du sidder godt på.
Det er også enormt vigtigt, at du har mulighed for indstilling af spinningcyklens styr og sadel. Det er optimalt, hvis du kan indstille spinning cyklen på flere leder og kanter. Det vil sige, at styret både kan justeres op og ned og frem og tilbage, og det samme gælder sadlen.
Mulighederne for indstilling af spinningcyklen kommer med en pris. Nogle cykler vil således give mulighed for blot at justere styr og sadel i højden, og de vil være billigere. Men de dyrere og bedste spinningcykler giver mulighed for at justere både op og ned og frem og tilbage.
Gå efter en stabil konstruktion på din spinningcykel
Spinningcykler fås i mange prisklasser, og de dyreste og bedste af slagsen er stabilt og robust konstruerede. Det er nemlig vigtigt, at cyklen står godt fast på gulvet og ikke er i fare for at vælte. Jo bedre og tungere den står, jo mere behagelig vil den føles at cykle på, og jo mere sikkert vil det være.
Cykler i den billigere ende vil være lettere og mindre stabile. Det kan være fint for nybegynderen, der lige skal finde ud af, om spinning overhovedet er noget. Men for dig, der tager sporten mere seriøst, vil en mere robust spinningcykel være at foretrække.
Tag højde for den maksimale brugervægt
Det er væsentligt, at du sikrer dig, at spinningcyklen kan holde til din vægt. I visse tilfælde vil det være dyrere at købe en maskine med en høj brugervægt. Det vil nemlig ofte være de mere robust konstruerede spinningcykler.
Det kan imidlertid godt betale sig at købe en stabil cykel i høj kvalitet, hvis du vejer lidt mere end gennemsnittet. På den måde får du en bedre og mere sikker oplevelse, og maskinen vil også kunne holde længere – så du i sidste ende får mere for pengene.
Køb spinningcykel
Spinningcykler er ret populære blandt danskerne, og mange vælger at justere i en cykel til hjemmetræning. Det betyder også, at der er mange på markedet at vælge mellem. Priserne varierer, og det samme gør kvaliteten og avancementet.
Du kan hurtigt få et overblik over markedet og dets priser på Pricerunner. Her er en grov optegning af de forskellige prisklasser indenfor spinningcykler:
- Du kan få en billig spinningcykel til omkring 2.000 kroner. Her skal du nok ikke regne med den bedste kvaliltet. Mange cykler i denne prisklasse vil være lette, og måske ligefrem ustabile. De har sandsynligvis kædetræk, et let svinghjul og få muligheder for at indstille sadel og styr.
- Nærmer du dig de 5.000 kroner, kan du få en cykel til en noget bedre kvalitet. Mange af disse spinningcykler vil dog også være udstyret med kædetræk, et lettere svinghjul og begrænsede muligheder for at justere sadel og styr.
- Spinningcykler til mere end 5.000 kroner vil ofte være i god kvalitet. I denne prisklasse finder du en del cykler med remdrift og mange justeringsmuligheder. En professionel spinningcykel – a la dem de har i et fitnesscenter – vil ligge i denne prisklasse.
Stort udvalg af spinningcykler online
I dag har du mange muligheder for at købe spinningcykler, både i fysiske butikker og på nettet. Køber du online, finder du det største sortiment, og du kan få fat i stort set enhver model og ethvert mærke. Nogle af de populære forhandlere på nettet er Abilica, Apuls og XXL.
I forbindelse med online handel er det dog vigtigt at være opmærksom på, at du ikke kan prøve cyklen, før du køber den. Det kan være en ulempe, fordi du så ikke ved, om du synes, at den er komfortabel at cykle på. Det kan også være en besværlig affære at sende en stor træningsmaskine.
Vælger du at købe online, er det derfor en rigtig god idé at vælge en troværdig platform, du er tryg ved. Kundeservicen skal være i orden, så du er sikker på at kunne få god hjælp, hvis du får problemer med levering eller tilbagesendelse af produktet.
Find en god spinningcykel på tilbud
Når det kommer til spinningcykler, er der ingen tvivl om, at prisen siger noget om kvaliteten. Det er dyrere at fremstille maskiner med remdrift, muligheder for justering og et tungt svinghjul, og derfor koster de også mere at købe.
Derfor vil du desværre ofte gå på kompromis med kvaliteten, når du køber en billig model. Der kan dog være undtagelser, eksempelvis hvis du finder et godt tilbud på en kvalitetscykel af et anerkendt mærke. Derfor kan det helt bestemt betale sig at holde øje med tilbud og rabatter.
Det kan du eksempelvis gøre i de store varehuse. Der er nemlig flere af disse, som forhandler træningsudstyr- og maskiner, heriblandt de populære spinningcykler. Nogle eksempler er Harald Nyborg og Bilka.
Uanset om du handler i de fysiske butikker eller online, kan du med fordel undersøge, om der er hotte Black Friday-tilbud. Her kan du få store prismæssige nedsættelser på produkter i høj kvalitet. Generelt er det en god idé at holde særligt øje i de store tilbudssæsoner.
Overvejer du en brugt spinningcykel?
Det er ikke alle, der føler for at købe en spritny træningsmaskine til den fulde pris. Hvis du er nybegynder, og du ikke helt ved, hvor meget du kommer til at bruge spinningcyklen, kan det virke som en stor investering. En brugt spinningcykel kan derfor være en løsning. Der er dog fordele og ulemper ved konceptet.
En del brugte spinningscykler sælges på DBA og Gul og Gratis, så her kan du med fordel tage et kig, hvis du er interesseret. Det vil være en god idé at snakke lidt med den nuværende ejer af maskinen og finde ud af, hvor meget cyklen har været i brug. Er den allerede blevet brugt en hel del, kan du forvente en holdbarhed, der er tilsvarende nedsat.
Det kan også være rart at vide, hvorfor vedkommende sælger maskinen – har den ikke levet op til forventningerne, eller har noget ikke virket, som det skal? Det kan selvfølgelig også sagtens være fordi, ejeren blot har fundet ud af, at spinning ikke lige var noget for ham eller hende.
Leje af spinningcykel
Mange aktører yder i dag dét tilbud, at du kan leje forskellige træningsmaskiner. Heriblandt er der også nogle, der tilbyder leasing af spinningcykel, så du ikke skal betale den fulde pris. Det kan være en meget billig løsning, og samtidig får du også nogle andre fordele.
Du kan finde solide og professionelle maskiner til leje, som kan holde til slid og høj vægt. Derfor får du potentielt en maskine i høj kvalitet. Samtidig er det langt billigere her og nu, end hvis du selv skulle købe en professionel cykel.
Når du lejer en spinningcykel, skal du desuden ikke bekymre dig om at bortskaffe den igen – for den skal jo bare tilbage til udlejer. Du kan også skifte den ud med en anden træningsmaskine, hvis du bliver nysgerrig på at prøve noget andet.
Hvilken spinningcykel skal jeg købe?
- Er det vigtigt for dig, at cyklen er billig? Da kan du gå efter en model i den lettere ende, med et let svinghjul og kædetræk. En spinningcykel til salg i den laveste prisklasse vil dog ikke være af den bedste kvalitet.
- Vil du gerne have en spinningcykel i høj kvalitet? Så skal du betale lidt ekstra for en model med lydløs remdrift, et tungt svinghjul og et robust design.
- Prioriterer du god komfort og ergonomi? I så fald skal styr og sadel kunne justeres både op og ned og frem og tilbage. Det sætter dog typisk prisen op.
- Skal træningen kunne varieres? Da kan det være en god idé at tilkøbe en cykelcomputer, så du får adgang til programmer og data. Jo mere avanceret maskinen er, jo dyrere vil den som regel også være.
Tilbehør til spinningcykler
Hvis du gerne vil optimere din oplevelse på træningscyklen, kan du overveje at investere i en smule tilbehør.
Nogle vælger også at tilkøbe bestemte reservedele, så de fx kan udskifte pedalerne eller sadlen på spinningcyklen. Det gælder særligt for spinning-entusiasterne, som godt kan lide at nørde med sporten.
Til at starte med kan du nøjes med at købe det mere basale tilbehør. Det kan fx dreje sig om et underlag eller et par sko til formålet.
Underlag til spinningcykel
Et underlag til din spinningcykel er ret essentielt, når du træner hjemme. Det gælder sådan set uanset, hvilken træningsmaskine du har. Du kan nemlig nemt komme til at beskadige dit gulv, når du træner på maskine derhjemme. Det kan du imidlertid sagtens undgå, hvis bare du investerer i et underlag. På den måde slipper du får ridser og unødig slid.
Sko til spinningcykel
Alt afhængigt af din spinningcykel vil pedalerne være indrettet forskelligt. På mange modeller er der en rem, som du kan spænde rundt om dine sko. Således kan du få fødderne godt spændt fast, uanset om du bruger almindelige kondisko eller særlige spinningsko.
Hvis du gerne vil optimere din oplevelse, kan et par sko til spinningcykel dog være en god investering. Det vil gøre arbejdet på pedalerne nemmere og mere behageligt, og det kan være et fint sted at starte, hvis du gerne vil nørde noget ekstra udstyr og tilbehør til cyklen.
Tips til at finde den bedste spinningcykel
- Skal du købe en spinningcykel online? Hos visse forhandlere kan du finde en demo af cyklen i form af en YouTube-video eller lignende. Det kan være en stor hjælp til at se, hvordan cyklen fungerer i praksis.
- Online finder du masser af guides til, og grundige tests af, spinningcykler. På den måde kan du lære meget mere om de enkelte cykler, deres fordele og ulemper. Det gør det nemmere at sammenligne og træffe en købsbeslutning.
- Kunders anmeldelser kan være meget nyttige. Det kan være ganske værdifuldt at høre, hvilke erfaringer andre har gjort sig med maskinen. På den måde kan du få en god fornemmelse af, om du vil blive glad for købet.
- Få hjælp af fagpersoner. Det kan være en god idé at spørge nogen, der ved noget om spinningcykler – det kan fx være en instruktør i dit fitnesscenter eller en forhandler af maskinerne.
- På de fleste af forhandlernes hjemmesider vil du kunne finde både telefonnummer, e-mailadresse og en live-chat-funktion. Her kan du med fordel stille spørgsmål.
Disse spinningcykler er populære
Uanset om du leder efter eksklusive eller billige spinningcykler, kan det være en hjælp at vide, hvilke produkter der er populære på markedet. Derfor har vi sammensat et par lister over populære producenter og modeller indenfor spinningcykler. Listen består af brands og cykler, som opfylder ét eller flere af disse 5 kriterier:
- Kunder anmelder produktet eller producenten positivt på nettet.
- Der er et stort antal af Google-søgninger på spinningcyklen eller producenten.
- Forhandlere fremhæver produktet eller brandet som særligt godt.
- Spinningcyklen eller mærket er omtalt i forskellige medier.
- Producent eller spinningcykel scorer “Bedst i test” eller får en høj placering i hands-on-tests.
Populære producenter af spinningcykler
- Abilica
- Absolute Fitness
- Actila
- Body Bike
- Casall
- Edges
- Inshape
- Keiser
- Kettler
- Masterbike
- Maxfit
- Titan
- Technogym
- Tomahawk
- Odin
Populære spinningcykler
- Abilica Premium Pro spinningcykel
- Abilica Racer 2.1 spinningcykel
- Abilica Topspin spinningcykel
- Body Bike Classic
- Fitland S8 spinningcykel
- Inshape 11 kg Flywheel spinningcykel
- Masterfit TP900 spinningcykel
- Maxfit B-04 spinningcykel
- Mustang 3600 spinningcykel
- Odin S6 spinningcykel
- Odin S9 spinningcykel
- Odin S8 spinningcykel
- Odin S800 spinningcykel
- Sole SB700 spinningcykel
- Titan Life spinningcykel
- Titan SB5600 spinningcykel
- Tomahawk IC7 spinningcykel
- Toorx SRX-45 spinningcykel
- Trojan Racer spinningcykel
FAQ – Almindelige spørgsmål om spinningcykler
Er en motionscykel og en spinningcykel det samme?
Nej. Begge dele er træningscykler, men de har forskellige karakteristika. På en motionscykel sidder du oprejst, mens du sidder som på en racercykel på en spinningmaskine. Mens en motionscykel har friløb, kan en spinningcykel have fast krank. Desuden egner spinningcyklen sig ekstra godt til intensiv træning.
Hvad træner jeg på en spinningcykel?
Som du nok kan regne ud, træner du først og fremmest benmuskulaturen på en spinningcykel. Du forbedrer desuden din kondition og forbrænder kalorier. Imidlertid er det ikke kun benene, der trænes, men også arme, ryg og baller. Meget af kroppen har altså glæde af træning på en spinningcykel.
Kan jeg komme af med overflødige kilo med spinning?
Ja! Spinningcyklen er meget effektiv i forbindelse med vægttab. Det er nemlig muligt meget hurtigt at få pulsen op og sveden til at dryppe. Intensiv træning på spinningcykel er altså en super god metode, hvis du gerne vil nå i mål med et vægttab. Mange danskere investerer i en maskine med dette formål for øje.
Hvad koster professionelle indoor bikes?
I forhold til en mindre solid og avanceret model koster professionelle indoor bikes ganske mange penge. Der kan være mange tusinde kroners forskel, og du kan sagtens komme op på 10.000 kroner.
Professionelle maskiner vil ofte være udstyret med remdrift, justerbart sæde og styr og tunge svinghjul. Som nybegynder kan du dog sagtens nøjes med en relativt billig cykel, så du kan finde ud af, om spinning er noget for dig.
Hvordan vælger jeg den rigtige spinningcykel?
Der er flere måder, hvorpå du kan finde frem til den rigtige spinningcykel for dig. Du kan tage et kig på vores liste over populære spinningcykler for at blive klogere på, hvad andre kunder er glade for.
Som regel er det bedste køb ét, hvor maskinens kvalitet, funktioner og pris går op i en højere enhed for dig. Den skal passe til dit niveau og formålet med din træning, så det er i høj grad et spørgsmål om, hvilke behov du har.