Daybeds: Den store guide

En daybed er et multifunktionelt møbel og samtidig et stilfuldt indslag i indretningen. Med en daybed får du en ekstra sofa, der er perfekt til eftermiddagens lur – Og eventuelt et sted at overnatte.
En daybed kan se ud på mange forskellige måder og have mange forskellige funktioner. Så hvilken én skal du lige vælge?
Det guider vi dig til her på siden, hvor du kan lære alt, hvad der er værd at vide om skønne daybeds i indretningen.
I vores store daybed guide kan du læse om
- De mange fordele ved den smukke, multifunktionelle seng.
- Hvad forskellen er på en daybed og en sofa.
- Hvad du kan bruge en daybed til, og hvor du kan placere den.
- Historien og de mange traditioner bag daybed’en.
- Hvor du kan købe daybeds, og hvilke brands der hitter blandt kunderne.
- De mange muligheder, når det kommer til materialer, stilarter, størrelser med mere.
- FAQ – Almindelige spørgsmål om daybeds.
Multifunktionelt møbel med et moderne udtryk
Daybeds er i de senere år blevet utroligt moderne, og mange danske hjem prydes i dag af det multifunktionelle møbel.
Det er et både æstetisk og praktisk møbel, som passer ind i alt fra stuen til soveværelset, entréen, køkkenet og kontoret. Du kan også vælge en udendørs daybed til haven, terrassen eller altanen. Sådan et havemøbel kan gøre det mere indbydende at bruge sine udendørs arealer.
Når du skal vælge din nye, smukke daybed, skal du først og fremmest tænke over, hvad den skal bruges til. En daybed er i reglen en blanding af seng og sofa, men den kan også have andre funktioner.
Mens nogle daybeds fungerer som bløde bænke, virker andre som sovesofaer. Der findes endda dobbelt-varianter – Altså daybeds der kan benyttes som dobbeltsenge.
En daybed er langt fra blot et praktisk møbel med flere forskellige funktionaliteter. Det er også et smukt objekt at have stående i dit hjem. Dagssengen har, i sin oprindelige form, en slank og elegant udformning, som klæder store rum.
I dag kan du dog få daybeds i adskillige former, farver og faconer, så du kan finde noget, der passer som hånd i handske ind i dit hjem. Hvad end du er til flet eller tekstil, enkelhed eller kompleksitet, kan du finde daybed’en for dig.
Men du kan være sikker på, at uanset hvilket produkt du vælger, vil det kunne være en fryd for øjet. Det er nemlig ét af daybed’ens helt særlige kendetegn, at den er lige til at spise rent æstetisk.
Et kunstværk i boligen
Faktisk kan din daybed ligefrem udgøre en slags kunstværk i dét rum, du nu vælger at placere den i.
Mange møbler er nemlig kreativt og nærmest skulpturelt fremstillet, hvorfor de også står utrolig flot i et stort rum med masser af luft omkring.
For at tage et eksempel er Le Corbusiers ikoniske daybed, LC4 lidt af et kunstværk. Den er således ikke bare skøn at ligge i. Den er også et skuestykke, hvor end den placeres.
3 interessante facts om daybeds
- Daybed’ens historie går helt tilbage til det antikke Rom.
- Du kan også få daybeds til udendørs brug.
- Nogle daybeds kan også bruges som sovesofa.
Daybed VS sofa
Har du brug for en daybed, hvis du også har en sofa? Ja! Din daybed har nemlig en helt anden funktion og tilbyder således noget andet til dit hjem.
Som regel er den i højere grad et skuestykke end sofaen. Sofaens funktion er først og fremmest praktisk: Her skal være bløde siddepladser til både venner og familie, og man skal både kunne sidde og slænge sig.
Herimod er daybed’en lige så æstetisk, som den er praktisk, og den indbyder snarere til selvforkælelse end selskabelighed.
Det betyder også, at sofaer og daybeds som regel ser ret forskellige ud. En sofa er i højere grad en flyder, og den kan være stor og tung at se på. Herimod vil en daybed som oftest være mere enkel og let i sin udformning.
Sofaen er som regel også udstyret med både armlæn, ryglæn og puder. En daybed er i sin oprindelige form blot en ramme med en hynde (og sommetider en pude til hovedet). Den er kun sjældent udstyret med et ryglæn. Imidlertid kan du sagtens finde en smuk ryglæn-model på markedet, hvis det er dét, du ønsker dig af din daybed.
Perfekt til powernap
Daybed’en tilbyder et fantastisk alternativ, når det kommer til eftermiddagens lur. Den udgør det perfekte sted til lige at lukke øjnene uden at falde i dyb søvn.
Det kan være en del mere udfordrende i den bløde sofa eller for den sags skyld i sengen. Daybed’en egner sig perfekt til lynluren mellem dagens aktiviteter.
Der er altså en grund til, at Innovation Living har valgt at døbe ét af deres produkter Napper Daybed. Som “Napper Daybed” antyder, er sengen født til at give dig en god lur.
Kombiner daybed og sofa
Du behøver absolut ikke vælge mellem daybed og sofa. De to møbler komplementerer nemlig hinanden rigtig godt i den forstand, at de har vidt forskellige udseender og funktioner.
Du kan med fordel forsyne stuen med en blød og slængevenlig sofa og så placere din daybed i entréen, soveværelset eller køkkenet.
Det kan dog være et godt indretningstip at placere sofaen og daybed’en med lidt afstand imellem sig – ellers bliver der nemlig cat fight.
Nej, det gør der selvfølgelig ikke, men en stor sofa kan komme til at virke dominerende på en mere enkel og let daybed. Og det er synd, fordi man så ikke i samme grad vil kunne nyde dagssengens udsøgte design.
Brug din daybed som sofa i stuen
Du kan sagtens erstatte den traditionelle sofa i stuen med en daybed, hvis det er det, du ønsker.
Det vil give et mere moderne udtryk med en større lethed. Imidlertid skal du være opmærksom på, at en daybed sjældent er lige så comfy eller flyderagtig som en almindelig sofa.
Derfor kan det kræve lidt ekstra at få komforten op på niveau. Det kan dog hjælpe med skønne, bløde puder og en lækker plaid.
Puder kan hurtigt bløde din indretning op, så du, udover et elegant udtryk, også får hygge og varme i stuen. Det elegante og hyggelige klæder nemlig hinanden rigtig godt.
Det perfekte møbel til entréen
Det kan være mange gode grunde til at placere din daybed i entréen. Her bliver den ikke udkonkurreret af en stor sofa eller tunge lænestole men kan derimod være rummets hovedperson.
En smuk daybed giver et fantastisk førstehåndsindtryk, som du selv og dine gæster kan nyde, når I træder ind ad døren. Det er lidt af et statement, som sætter standarden for indretningen i resten af din bolig.
I øvrigt er daybed’en et oplagt sted at sidde og snøre sine sko eller tage dem af. Derfor har møblet en meget gavnlig praktisk funktion, når det placeres i entréen.
Her kan man også sidde og vente på dem, der er lidt ekstra tid om at komme ud af døren – fremfor at vente stående eller ude i kulden.
En sand vinder i gæsteværelset
Udover entréen er det oplagt at placere din daybed i boligens gæsteværelse. Her udgør den ikke bare et smukt og afslappende møbel, som gæsten vil nyde. Her er både noget pænt at kigge på og et skønt sted at hvile sig og læse en bog – men også en potentiel gæsteseng.
Mange daybeds kan nemlig sagtens klare en overnatning eller to. Med mindre din daybed er udformet som en decideret sovesofa eller dobbeltseng, vil den dog egne sig bedst til de mere sjældne tilfælde. Men det er jo også rigtig fint, hvis du bare har overnattende gæster en gang imellem.
Fordele ved at investere i en daybed
- Det er en seng med flere funktioner.
- Det er som regel lidt af et kunststykke.
- Din daybed kan bruges til overnattende gæster.
- Den er perfekt til at snøre skoene i entréen.
- Du kan tage en lur uden at falde i dyb søvn.
Tilføj en elegant daybed til dit walk in closet
Det er lidt af en luksus at have et rum til tøj og sko med meget plads. Hvis du er så heldig, kan du med fordel tænke over din indretning af dette skønne rum. En daybed kan gøre det endnu bedre!
Her kan du sidde og nyde synet af dine elegante beklædningsgenstande. Det kan være rart om morgenen, når man skal danne sig et overblik over mulighederne og vælge, hvad man skal have på.
Med en daybed i dette rum bliver det også sjovt at klæde sig på til fest og selskabelighed sammen med venner og veninder. Du kan altså sagtens placere en smuk daybed i klædeskabet.
Pryd uderummet med en udendørs daybed
Det er ikke kun indendørs i boligen, du kan have glæde af en daybed. Der findes nemlig daybeds i massevis til udendørs brug.
De komfortable havemøbler fås i mange kreative udformninger. Eksempelvis finder du Sunny Daybed – en rund daybed med tag, så du kan lægge dig i skygge, når solens stråler er skarpe. Du finder også såkaldte have-himmelsenge, der ligeledes tilbyder et behageligt skyggested.
Der er selvfølgelig også de helt simple og stilfulde daybeds; fx i organiske materialer. Det kunne være en udendørs daybed i bambus eller i flot fletværk.
Flyt lette daybeds fra inde til ude
Det smarte ved daybeds er, at de som regel er lette. En simpel bambus daybed kan altså nemt flyttes fra stuen til terrassen eller altanen.
Et eksempel på en let daybed er Ole Gjerløv-Knudsens berømte Savbriks fra 1964. Den kalder ligefrem på at blive stillet ud under træerne, fordi benene minder om gammeldags save. Du kan dog ikke bruge daybed’en til at save brænde – Kun til at slappe af og nyde livet.
Du skal være opmærksom på at tage din daybed ind igen, hvis den ikke er fremstillet af materialer, der kan tåle udeklimaet.
Du finder dog også daybeds på markedet, som er fremstillet til at kunne klare det danske vejr. Et eksempel er den meget populære Mini Rocket Daybed, som passer perfekt til altanen.
Spar plads med en daybed/sovesofa
Til trods for daybed’ens enkle design kan den have mange gode funktioner – Eksempelvis som sovesofa. Her slår du rigtig mange fluer med ét smæk.
Der er mange daybeds på markedet, der giver dig mulighed for at hvile hovedet om dagen såvel som om natten.
Blandt de populære valg af sovesofa-lignende daybeds finder du Sigmund, som Innovation Living står bag. Sengens ben kan være i naturtræ, og den kan fx være fremstillet med kraftigt, sandfarvet møbelstof – Kort sagt et oplagt indslag i en skandinavisk indretning.
Du kan både bruge sovesofaen som enkelt- og dobbeltseng, hvilket giver et væld af muligheder. Du ligger godt og ergonomisk i denne seng takket være de lækre pocketspring posefjedre.
Samtidig er det en skøn sofa med et par solide og komfortable puder, så du også kan nyde godt af møblet i dagtimerne – Hvad end Sigmund daybed bor i stuen, i sommerhuset eller på kontoret.
Skal du i høj grad bruge din daybed til at sove på, bør du naturligvis være ekstra opmærksom på dens madras. Finder du den komfortabel, og yder den tilpas med støtte? Dette er et par de de spørgsmål, du bør stille dig selv. I denne henseende er Sigmund på mange måder et oplagt valg.
Et historisk møbel, omgærdet af traditioner
Der går en lang tradition og historie forud for de daybeds, vi kender i dag. Ja, faktisk går historien helt tilbage til det antikke Rom såvel som Grækenland og Egypten. “Hvad snakker du om?” tænker du måske, men hæng bare på.
I antikken var daybed’en uhyre populær – Især på grund af dens multifunktionalitet. Her kunne man hvile, samtale og spise.
Allerede dengang var daybed’en et møbel, der kom livsnyderen til gode, og som tilbød en behagelig pause fra hverdagens gøremål. Kan du ikke lige se en rig romer for dig ligge på en daybed og blive fodret med vindruer?
Fra det antikke Romerrige til i dag
Siden antikken er mange daybeds kommet til, og produktet er blevet udviklet og fremstillet i et hav af variationer.
Men ofte hviler disse variationer også på ikoniske daybeds, der har haft stor betydning for traditionen.
Her tænker vi især på den verdenskendte daybed Barcelona, som blev skabt i 1929 af Mies van der Rohe.
Kigger du på daybeds af i dag, vil du kunne se mange moderne fortolkninger af netop Barcelona-møblet. Det er nemlig lidt af en designklassiker og et tilbagevendende referencepunkt.
Det gælder også for Le Corbusiers LC4, som kom til året efter. Dette kunstværk af en daybed har, ligesom van der Rohes Barcelona, haft gigantisk indflydelse på daybeds og deres design. Og den dag i dag er der stadig rigtig mange designere, der forholder sig til den.
Hvis du er en designnørd, er daybed’en altså et rigtig interessant møbel at forholde sig til. Der er nemlig masser af historie og tradition, der omgærder den, og det er sjovt at observere, hvordan designet transformeres over tid.
Tænk over dette når du shopper daybed
- Hvilken funktion skal sengen have? Er den kun til dagsbrug, eller har du brug for en sovesofa?
- Hvor skal dagssengen stå, og hvor meget plads har du? Du finder vidt forskellige størrelser på markedet: Lige fra de ekstra smalle til de ekstra lange.
- Skal din daybed stå udendørs og eventuelt være i modstandsdygtige materialer?
- Skal sengen kunne flyttes? Så bør du vælge en let model.
- Hvad vil du give for produktet? Daybeds fås i noget nær alle kvaliteter og prisklasser.
Giv din daybed sit space
Der er bare noget med daybeds og store rum. Det ser utrolig smukt ud at placere det stilrene møbel et sted, hvor det får masser af luft og plads.
Her kan det fremtræde i særlig grad i modsætning til, hvis daybed’en skal konkurrere med tunge sofaer og lænestole.
Der er som regel gjort meget ud af daybed’ens udformning (den er ofte simpel, men udsøgt) og derfor fortjener den at blive placeret et sted, hvor den får sit space. På den måde kan man virkelig nyde dens smukke udseende.
Du skal nemlig ikke lade dig narre – selvom daybed’en er enkel, er den lidt af en diva. Den vil gerne være hovedperson, og det bliver den kun, når den kan spille førsteviolin i indretningen. Det kan den heldigvis få lov til på flere måder.
Hvis du ikke har et stort, majestætisk rum til rådighed, kan du sagtens nøjes med mindre. Men tænk over at daybed’en ikke skal konkurrere med andre store møbler.
Daybed’en kan fx se smuk ud i entréen (selvom det ikke er en hel balsal), hvis du ikke indretter med meget andet end dén og måske et lille bord og en stumtjener.
Størrelse og gørelse
Danske hjem kommer i alle former og størrelser, og det gælder heldigvis også for daybeds. Derfor er der mange muligheder for at matche stuen, entréen eller soveværelset med den helt rigtige daybed.
Det er nemlig forskelligt, hvor meget man ønsker, éns daybed fylder. Har man masser af plads, kan de rummelige værelser udstyres med en stor daybed, men man kan også sagtens vælge et lille produkt, hvis kvadratmeterne er færre. Daybeds fås nemlig i et hav af forskellige højder, bredder og længder.
Lang og smal eller bred med sovemulighed?
En daybed kan være lang og smal, som det er tilfældet for den populære Ghia daybed fra Innovation Living (80×210 cm).
Det giver både ekstra siddeplads og gør Ghia til et godt sted at ligge ned, fordi du kan udstrække dig i din fulde længde.
Den kan også være bred, som det er tilfældet med Sigmund daybed fra Innovation Living. Dette er en sovesofa-agtig daybed, som måler 160 cm i udslået tilstand.
Smal og kort daybed?
Vil du gerne have et møbel, som er både smalt og kort, kan du overveje en tredje model fra Innovation Living, nemlig Zeal Styletto daybed. Den måler 72 cm i bredden og 178 i længden.
Et andet alternativ kunne være en populær House Doctor daybed ved navn Morena, som måler 180 cm i længden og 70 cm i bredden.
En House Doctor daybed er generelt et populært valg, når det kommer til en solid daybed i skøn kvalitet.
Mini og modstandsdygtig i al slags vejr?
Skal du helt ned i miniformat, kan du kigge på Mini Rocket Daybed, som har målene 120 cm (L), 70 cm (B) og 40 cm (H).
Den bløde loungebænk passer med dens kompakte størrelse ind i de fleste hjørner og kroge. Også på altanen fordi den faktisk tåler al slags vejr.
Køb af daybed – Trends
Det er en sand trend at indkøbe daybeds, og det er der ikke noget mærkeligt i. Måske drømmer du også om at have en smuk og funktionel dagsseng i dit hjem? Det er der rig mulighed for, for der findes nemlig masser af produkter og brands på markedet.
Daybeds kan eksempelvis købes i IKEA, Ilva, Jysk, Bilka, Føtex og hos Coop – eller hos mere specialiserede forhandlere. Du finder også et gigantisk udvalg på nettet: Fx hos Jotex og Nordic Dream. Så du kan vælge lige præcis dén daybed, du drømmer om, hvad end den er i massiv egetræ, sort læder eller måske bambusflet.
Danskernes favoritbrands og -daybeds
Her på siden har vi løbende introduceret dig til en række populære daybeds fra anerkendte brands som House Doctor, Karup Design og Innovation Living.
Der findes dog langt flere produkter og mærker at vælge mellem, og det er værd at kende de bedste.
Den bedste seng til dagsbrug er imidlertid den, der passer bedst til dig. Derfor er “bedst” altså ikke noget objektivt begreb.
Men det kan være interessant at kigge på, hvilke produkter og mærker, der hitter blandt kunder, forhandlere og professionelle designnørder.
Hvis man kigger på faktorer som kundeanmeldelser, professionelle tests af eksperter, Google-søgninger, medieomtale og fremhævning hos forhandlere finder man trendende daybeds som:
- Bjørk Unit 10
- Børge Mogensen Model 191 og BM0865
- Eilersen Playground
- IKEA Sinnerlig
- Jysk Vadehavet
- Poul Kjærholm PK80
- ScanCom Wilhelm
- SOFACOMPANY Hadley
Derudover finder du populære brands som Poul M. Volther (PV), Sinnerup, FDB Møbler, Monroe, ferm LIVING, Bolia, Ole Ahlberg, Skagerak, Bloomingville, Horsnæs, Søren Lund, Avola, Ecofurn, Muuto og Eva Harlou.
Et overflødighedshorn af farver, materialer og stilarter
Du har rig mulighed for at finde daybeds, der taler lige ind i din personlige stil og smag. Markedet rummer et overflødighedshorn af farver, materialer og stilarter, hvor du kan vælge dét, der tiltaler dig mest.
Du finder således alt fra en bambus daybed til flet og rattan. Du finder også daybeds af forskellige typer træ: Herunder lyst fyrretræ, lakeret eg og teak.
Du finder hynder i cognac-brun læder, flaskegrøn velour eller koksgrå tekstil. Og du finder stilistiske udtryk lige fra moderne, dansk design til retro eller vintage.
Er du til et minimalistisk design i sort eller hvid? En majestætisk chaiselong-daybed i kongeblå? Eller måske et senneps-gult statement? Hay, KlipKlap, Wegner, Fritz Hansen eller Karup? Mulighederne er mange, og valget er dit.
Daybeds kan også være høje eller lave. Er du til den sidstnævnte type, kunne du overveje en futon-daybed.
Udover æstetikken tænker du måske også på miljø og bæredygtighed. Du kan understøtte din grønne livsstil med en daybed i bæredygtige naturmaterialer i din indretning. Sådan nogle finder du også på markedet.
Daybed med opbevaring
Udover et tilføre et eksklusivt look til stuen kan en daybed også være et praktisk møbel. Flere af de komfortable daybeds kommer nemlig med opbevaringsplads af forskellig slags. Det er kun en bonus, fordi du så kan slå flere fluer med ét smæk.
Nogle daybeds er fx forsynet med ét eller flere elegante sofaborde, som fortsætter ud under hynden.
Andre har små rum til bøger, magasiner og lignende hyggeligheder. Og andre igen er daybeds med udtræk, hvor en ekstra seng er opbevaret i møblet.
FAQ – Almindelige spørgsmål om daybeds
Hvordan finder jeg en billig daybed?
Daybeds fås i alle kvaliteter og alle prisklasser. Du kan med fordel holde øje med udsalg og tilbud, hvis du gerne vil have en særligt billig daybed. På den måde kan du også undgå at gå på kompromis med eksempelvis bæredygtighed og den generelle kvalitet.
Du kan også overveje at købe en brugt daybed på websites som DBA. Her skal du dog naturligvis være opmærksom på, hvor god stand produktet er i, om der er mere garanti på det m.v.
Hvordan laver man en DIY-daybed?
Der er mange bud på, hvordan du kan lave en hjemmelavet daybed. På nettet finder du et hav af gode idéer til, hvordan du kan bygge den selv. Idéerne er kreative og kan involvere alt fra gamle døre til paller med fire hjul.
En daybed er som regel en simpel konstruktion, så det behøver ikke være svært at lave én selv. Find en opskrift og kom i gang!
Hvilken daybed skal jeg vælge?
Det er helt op til dig, men én ting er sikkert: Hvad end du er til cognac-farvet eller sort læder, betræk i vinrød velour eller en flot mørkegrå farve, lyse eller mørke træben, kan du sagtens finde et produkt, der passer til dig. En daybed i blåt eller gråt stof passer ind de fleste steder, men du kan jo sagtens også overveje et møbel med mere spræl.
Du kan med fordel overveje, hvilke funktioner du forventer dig af en daybed. Skal den blot bruges om dagen, eller har du brug for en sovesofa med god komfort? Du kan også tænke over, om den skal indeholde plads til opbevaring.